SÆSONPRÆSENTATION
2025-2026
Som noget helt nyt præsenteres næste sæsons program ved et arrangement på Caféscenen i Musikhuset onsdag d. 4.juni 16:30-17:30. Her kan I få information om de medvirkende kunstnere og hvad de spiller, og vi vil endvidere fortælle om vores nye billetsystem og medlemsregistrering, der er lavet i samarbejde med Musikhuset.
Undervejs vil der være små musikalske indslag, og vi byder alle fremmødte på et dejligt glas vin fra den tidligere formand Mogens Killians italienske delikatesseforretning ”Italianissimo”!
I caféen kan der købes kaffe og te - og for de hurtige, der gerne vil sikre sig et medlemskab med det samme, har vi fået billetsalget til at holde ekstraordinært åbent både under og efter arrangementet.
Vi har i år været nødsaget til at hæve medlemskontingentet til 1200 kr. for de 6 faste koncerter, men da løssalgsbilletter koster 280 kr. pr koncert, kan det bestemt stadig svare sig at være medlem af foreningen!
Vi glæder os til at introducere den nye sæson, og håber at se mange af jer den 4. juni!
Vi udsender selvfølgelig også sæsonplanen og oplysningerne om det nye billetsystem til alle på mail, så de, der ikke har mulighed for at være til stede ved arrangementet, kan få alle informationer.
Med de bedste forårshilsener,
Henrik Brendstrup
Formand, Aarhus Musikforening