Alva Holm debuterede som 16-årig med Göteborg Symfoniorkester i Carl Nielsens krævende violinkoncert, og vandt ved denne lejlighed førsteprisen i Sveriges prestigefyldte musikkonkurrence Polstjärnepriset. Dette medførte et stort antal opgaver i både ind- og udland, både som solist med orkestre og som kammermusiker. Hendes klang er varm og udtryksfuld og hendes stærke musikalske personlighed holder opmærksomheden fanget fra det øjeblik, hun sætter buen til strengen.
Alva Holm spiller på en stradivarius.
David Huang Svensk/kinesisk pianist, uddannet på Kungliga Musikhögskolan i Stockholm i 2010. Han fik i 2014 tildelt Solistprisen i Sveriges største konkurrence for klassiske musikudøvere. David Huang har allerede spillet flere af de store klaverkoncerter med flere svenske symfoniorkestre, og har desuden optrådt med klaverkoncerter med orkester i både Concertgebouw i Amsterdam, Elbphilharmonie i Hamburg og Barbican Centre i London. Sideløbende har David Huang bl.a. optrådt solo med Bachs Goldberg-variationer.